Af Anna Hedegaard Kristensen
Alice Lamb (Gemma Arterton) er et sort får. En enlig kvinde, der studerer mytologi og folklore, og som bor alene i et hus et stykke fra landsbyen i 1940’ernes Sydøstengland. Nogle af landsbyens beboere tror, hun er en heks, mens andre tror, hun er spion for nazisterne. Ikke desto mindre er de ikke glade for hende, og følelsen er gengældt, for frøken Lamb vil helst bare være i fred.
Men en dag dukker Frank (Lucas Bond) op. Han er et barn, der er blevet evakueret fra London, og som skal bo hos Alice. Modvilligt tager hun imod ham. og det bliver en prøvende tid for dem begge, men Franks åbne sind skal vise sig at snige sig ind i hjertet på den ellers kolde kvinde, der stadig bærer ar fra en gammel kærlighed.
Summerland er instruktør og manuskriptforfatter Jessica Swales debut, og det er såmænd ikke nogen dårlig start for den britiske instruktør, der tidligere har arbejdet sammen med hovedrolleindehaveren Gemma Arterton på teatret. Filmen er en sød og let-spiselig fortælling om familie, accept, håb og drømme pakket ind i tindåser og tweed fra 1940’erne og den ubegribeligt smukke kyst i East Sussex.
Netop billedsiden hiver ekstra mange point ind. Filmfotograf Laurie Rose har virkelig fået lov til at udnytte noget af England smukkeste sceneri. De græsbeklædte bakker, Dovers hvide klipper og de charmerende små tætbegroede landsbyhuse underbygger ikke blot fortællingen, men har også deres helt egen stemningsskabende funktion. Og så fungerer de desuden som en fremragende reklame for egnen.
Det er svært at konkretisere, hvorfor Summerland ikke rammer helt plet – for det gør den nemlig ikke. Den er vældig hyggelig, og en film, der sagtens kan ses igen. Men den føles også til tider lidt for lyserød, og vi glider ofte henover det, der bliver for dystert eller prøvende. Alice Lamb er en enlig, homoseksuel kvinde, der bor for sig selv og bliver chikaneret af landsbyens børn, fordi hun er anderledes. Men filmen graver ikke dybt nok ned i disse kendsgerninger, så man bliver ikke helt fanget af, hvad der måske kunne have været filmens dybere lag. Et emne som LGBT-rettigheder og den historiske behandling af LGBT-personer kunne sagtens have fyldt mere uden at tage styringen fra filmens andre tematikker.
I et skønt øjeblik ved middagsbordet begynder Frank at spørge ind til Alices fortid – heriblandt hendes gamle kærlighed. Da det så afsløres, at Alice elskede en kvinde, og Frank ikke væmmes ved tanken, men tværtimod ikke ser noget galt i det, bryder Alice ud i gråd. Det er en super rørende scene, der for alvor viser os Alices skrøbelige side. Men det hele bliver fremstillet en anelse for glansbilledligt. For det kan umuligt have været nemt at leve som homoseksuel kvinde i 1940. Heller ikke i en landsby i det ellers så paradisiske Sydøstengland.
Kommentarer